Gode råd

Til adoptivbarnet:


Bleer:
Medbring lidt bleer hjemmefra, gerne i et par forskellige størrelser. I de fleste byer i Thailand kan man billigt købe velkendte mærker som f.eks. Pampers i supermarkederne. Medbring også en rulle affaldsposer til bortskaffelse af bleerne. Vådservietter til bleskift er praktisk, når man er langt fra en vandhane.

Handsker:
Det hænder, at adoptivbørn fra Thailand har parasitter i afføringen, så det kan anbefales, at I køber nogle engangshandsker på apoteket og husker at skifte ble med handsker på indtil afføringen er laboratorietestet hjemme i Danmark. I skal være opmærksomme på, at det ikke er alle praktiserende læger, der har kendskab til denne problemstilling. I kan derfor blive mødt med læger, der ikke mener det har nogen betydning. I sådanne tilfælde kan I henvise til DIA.

Legetøj:
Lad være med at tage for meget legetøj med hjemmefra. Børnene er ikke vant til mængder af legetøj og man kan købe meget i Thailand. Hav en 3-5 forskellige ting med, gerne noget i forskelligt materiale (hårdt/blødt, spejl) og med forskellige lyde, en lille bog. Ofte er det dog tilfældige ting, som fanger barnets interesse, - en vandflaske, en lille papæske osv. Til lidt større børn kan en bold og et lille fotoalbum være en god ting.

Mad:
Glas med mos. Men lad være med at forslæbe dig/jer, da det er ikke sikkert dit barn vil spise det - og der er masser af indkøbsmuligheder i Thailand. Mange børn er vant til at spise frugt, ris og suppe.

Modermælkserstatning:
Medbring lidt hjemmefra. Mange asiater er laktose intolerante, men de fleste børnehjemsbørn er vant til at få komælksbaseret modermælkserstatning og har derfor ikke noget problem. Få børnehjemmet til at skrive ned, hvad barnet er vant til at få. Så kan man starte med det og så langsomt gå over til det produkt, man forventer at fortsætte med hjemme.

Klapvogn:
En paraplyklapvogn kan være praktisk. Her kan barnet ligge og få en lille lur og der kan skærmes af for Thailandske meget nysgerrige blikke. Men bliv ikke overrasket hvis barnet finder større tryghed i at blive båret. Barenet er jo udsat for en voldsom ændring og har behov for jeres nærvær og tryghed.

Rejse apoteket:
Husk at man i princippet ikke "bare" må give børn under 2 år medicin. Alt efter sygdommen/tilstanden, så tag en snak med organisationens repræsentant eller en læge, inden du behandler dit barn. På listen er kun medtaget håndkøbsmedicin.
- Termometer
- Panodil stikpiller (ved feber og smerter)
- Laktulosesaft (mod forstoppelse pga. kostændring - nogle børn får diarré)
- Hånd-desinfektion (god ved bleskift langt fra toilet)
- Klorhexidin-salve (til let desinfektion af sår og skrammer)
- Lokalbedøvende salve (mod kløe ved insektstik og andet)
- Mild hydrocortison salve 1% (Man skal være opmærksom på, at det kan give hudskjolder! Som alternativ kan man bruge A-DERMA Exomega til atopisk hud. Kan fås på apoteket)
- Nix 5% (mod fnat og lus)
- Zink-salve (til rød numse)
- Børneshampoo og badelotion

Stofbleer: Anvendelige som skifteunderlag, hagesmæk, tæppe, - ja stort set alt.

Sutteflasker: Børn helt op til 2 år får sutteflaske.
Medbring 4-6 sutteflasker + runde sutter med store huller. (det giver tryghed at det ligner det de er vant til fra børnehjemmet.

Sutter: De fleste børnehjemsbørn er ikke vant til at bruge sut. Nogle vælger at tilbyde sut til deres nye barn og barnet vil så enten afvise eller tage sutten.

Tallerken, kop, ske: Det er en god ide at medbringe tallerken, baby-plastskeer og en kop. Det er rart, når man skal lave mad til barnet, og så er der også noget genkendeligt for barnet, når man kommer hjem.

Tæppe: Et lille tæppe er praktisk at pakke barnet ind i mod kulde, til hjemrejsen, i klapvognen

Tøj og sko: Tøj og sko kan købes rimeligt billigt og er ligeledes velassorteret i Thailand, så lad være med at tage for meget med. Børnene anvender ofte mindre tøjstørrelser end danske børn.

Vælling og grød: Det samme gælden som ved modermælkserstatning.

Sidst opdateret: d. 01. oktober 2016